FANDOM


Segond lo "Collectiéu Prouvènço", lo danés es una lenga "qu'eisisto pas".

A pròva, lei definicions dau grand diccionari enciclopedic danés que seguisson.

L'imperialisme occitan au Danemarc ven dau maridatge de la rèina Margalida amb un aristocrata extremista occitan, l'Enric de Montpesat.

occitansk[1]Edit

occitansk, (1. ord af fr. occitan, af mlat. (lingua) occitania, latinisering af fr. (langue) d'oc), den sydlige variant af galloromansk, tidligere oftest benævnt provencalsk. Occitansk tales af ca. 10 mio., der alle er tosprogede, idet de fleste har fransk som første sprog; ca. 2 mio. anvender dog occitansk som dagligsprog. Navnet har sin oprindelse i langue d'oc, der i middelalderen blev talt i hele området syd for floden Loire. Nu går grænsen for udbredelsen af occitansk noget sydligere i en halvcirkel fra Garonnes munding over Limoges til Briançon ved den italienske grænse. Uden for Frankrig tales occitansk i Monaco og Val d'Aran i det nordligste Spanien. De vigtigste dialektgrupper er provencalsk, limousinsk, auvergnatisk og languedocsk. Det er omstridt, om gasconsk og catalansk tilhører occitansk eller iberoromansk.

HistorieEdit

De tidligste occitanske tekster fra omkring år 1000 er som trubadurdigtningen fra 1100-1300-t. (se trubadurer) forfattet i et fællessprog uden tydelige dialekttræk. I 1100-1200-t. var der tilløb til en occitansk-catalansk statsdannelse, men den følgende tids erobringskrige indlemmede endegyldigt Occitanien i Frankrig. Med dekretet fra Villers-Cotterêts, der i 1539 indførte fransk som administrationssprog i hele riget, svandt det occitanske skriftsprog, og Revolutionens indførelse af fransk som eneste undervisningssprog befordrede denne udvikling. Først med Félibrigen i midten af 1800-t. skabtes ud fra provencalske dialekter omkring Rhônefloden et nyt occitansk skriftsprog med en franskinspireret ortografi. Fra ca. 1900 bruges hyppigst den såkaldte neoromanske ortografi, som mere minder om spansk og italiensk. Occitansk, der efter reformer i 1950'erne har fået status som regionalt sprog, har i 1990'erne især identitetsskabende betydning for kulturelle og politiske græsrodsbevægelser.

SprogEdit

Morfologisk og syntaktisk er occitansk et typisk romansk sprog. Af særtræk kan nævnes, at det med fransk deler udviklingen af lat. langt u til [y], fx occ. luna [ˈlyno] og fr. lune [lyn], af lat. luna 'måne', samt bortfald af andre slutvokaler end -a, fx occ. flor og fr. fleur, af lat. florem 'blomst'. Til gengæld adskiller det sig fonetisk ved manglende diftongering, fx occ. tres over for fr. trois, af lat. tres 'tre', ved bevarelse af betonet a, fx occ. prat over for fr. pré, af lat. pratum 'eng', samt af finalt -a, oftest udtalt [o], fx occ. porta over for fr. porte, af lat. portam 'dør'. De nordligste occitanske dialekter deler med fransk udviklingen af lat. ca- til cha-, jf. fr. château og nordocc. chastèl, chastèu over for sydocc. castèl, castèu, af lat. castellum 'slot'. Se også fransk og romanske sprog.

Occitanien[2]Edit

Occitanien, (af fr. l'Occitanie, af occitan, se occitansk sprog), det middelalderlige navn på Sydfrankrig, bl.a. Languedoc, Aquitaine og Provence. Mellem 900 og 1200 blev områdets feudalherrer, heriblandt den engelske konge, reelt uafhængige af den franske krone. Languedoc blev underlagt Frankrig ved albigenserkorstogene 1209-29, selvom disse formelt var rettet mod katharers og valdenseres stærkt udbredte kætteri. Aquitaine kom efter Hundredårskrigen 1337-1453 på ny under fransk kontrol, og Provence tilfaldt 1481 Ludvig 11. som arv.

Reformationen slog stærkt igennem i Occitanien; valdensere og katharer havde gødet jorden. Under Religionskrigene 1561-98 dannede huguenotterne nærmest deres egen stat med militær, skatteopkrævning og rådsforsamlinger, men Richelieus politik 1624-42 og ophævelsen af Nantesediktet 1685 undertvang dem.

I 1800-t. søgte lokale eliter at genoplive occitansk sprog og kultur som modstand mod den franske nationalstat. Siden 1962 har en occitansk mindretalsbevægelse ønsket dannet en region med delvis selvstyre i Sydfrankrig, Arandalen i Spanien og de vestitalienske alpedale, et område med 13 mio. indbyggere.

Occitansk litteratur[3]Edit

occitansk litteratur, (1. ord af fr. occitan, se occitansk sprog), den occitanske litteratur er ikke et nationalt, men et grænseoverskridende sprogligt-kulturelt fænomen.

Den occitansk-sprogede kultur, der i 1100-t. mindst dækkede Sydfrankrig og Catalonien, udgjorde et litterært kraftcenter for hele det sydlige, latinske Europa.

Op gennem tiderne har occitansk litteratur i overlevelseskampen mod den fransksprogede kultur udviklet en stærk indre dynamik. Den kommer til udtryk i de renæssancer, der indtraf undervejs imellem de stadige undertrykkelsesforsøg, som var knyttet både til religiøse og politiske enhedsbestræbelser.

Set fra occitansk side var fx middelalderens religionskrige, Den Franske Revolution og Napoleonstiden alt sammen udtryk for en parisisk centralmagt med vilje (og delvis evne) til at gennemtvinge sit politisk-kulturelle nationssyn.

Oprindelse og udviklingEdit

Occitansk litteratur begyndte på tinderne. Trubadurerne i 1100-t., med repræsentanter som Vilhelm af Poitiers (der også var hertug af Aquitaine), Bernart de Ventadorn og Bertran de Born samt, i slutningen af århundredet, Jaufré Rudel, sikrede den occitanske litteraturs plads i verdenslitteraturen.

Ved udgangen af denne periode blev den occitanske kulturs sproglige og litterære normer fastlagt under ét i værker som Ramon Vidals Las razos de trobar (beg. af 1200-t.) og Uc Faidits Donatz proencals (ca. 1240).

Det er klart den lyriske digtning, der har skaffet occitansk litteratur dens ry. Men også andre genrer er tidligt repræsenteret med styrke, således den episke med beretninger om Roland-figuren, fx Ronsasvals fra 1100-t. eller romanen Flamenca fra midten af 1200-t. Også dramaet gør sig gældende, bl.a. med religiøse mysteriespil, der grundlagde en tradition for de følgende århundreder.

I 1300- og 1400-t. bredte Pariseruniversitetets skolastiske linje sig og prægede det intellektuelle liv. Religiøs og didaktisk litteratur fik en dominerende plads med krøniker som den berømte Petit Thalamus fra Montpellier, der bevæger sig helt fra Kristi fødsel op til 1446.

Den første renæssancebevægelse møder man i 1500-t., bl.a. under indflydelse fra italiensk litteratur og under indtryk af gasconsk-reformatorisk modstand under Religionskrigene. Vigtige navne er her lyrikeren Pey de Garros (f. ca. 1525) og den Marot- og Rabelais-inspirerede Auger Galhard (ca. 1530-ca. 1592).

Den kendteste af de occitanske renæssancer indtraf dog i midten af 1800-t. med Frédéric Mistral og Félibrigen. Her findes en dybfølt kærlighed til kulturarven, om end et samlet sproghistorisk overblik over hele det occitanske sprogområde savnedes hos disse begejstrede skønånder.

I anden halvdel af 1900-t. har occitansk kulturliv igen fået et opsving, nu ofte med økologisk dominerede politiske undertoner. Jean Boudou (f. 1920) og Robert Lafont (f. 1923) er to markante eksempler på occitanske forfattere, der udnytter deres sprog i værker med moderne problemstillinger.

provencalsk[4]Edit

provencalsk, de dialekter af occitansk, der tales i Provence; bruges stadig ofte som generel betegnelse for occitansk.

ReferénciasEdit

  1. "Occitansk", Den Store Danske, online
  2. "Occitanien", Den Store Danske, online
  3. "Occitansk litteratur", Den Store Danske, online
  4. "provencalsk", Den Store Danske, online